Godt gang i netbur-fiskeriet ved Kangaatsiaq
Kangaatsiaq området er for tiden det sted, hvor netbur-fiskeriet er størst. Fiskere fra Kangaatsiaq og fire bygder drager nytte af torskens tilstrømning til Nordgrønland og tjener godt på fiskeriet. I starten af juli måned blev der leveret ti netbure til Kangaatsiaq området. Fiskeriet går så godt, at antallet af netbure nu er oppe på 47.
Af Káte Hansen, kaha@royalgreenland.com- Det er virkelig behageligt at fiske og levere fisk til netburene. Fiskeriet er slet ikke anstrengende, og vores indtjening er steget meget, siger Pavia Siegstad, der er en af fiskerne fra Kangaatsiaq området, der leverer fisk til Royal Greenlands netbure.
Torskene holdes levende i netburene og transporteres levende af brøndbåden til Maniitsoq i løbet af cirka 48 timer afhængig af vejr og vind. Torskenes tilstrømning til Nordgrønland er årsagen til, at fiskeriet med netbure ved Maniitsoq og Sisimiut ikke går som forventet. Til gengæld går fiskerne til den i Kangaatsiaq området.
Fra ti til 47 netbure
- Vi har haft en så god opstart med fiskeriet i Kangaatsiaq området, at vi løbende har forsynet området med nye netbure. I begyndelsen af juli måned, da fiskeriet gik i gang, startede vi med ti netbure ved området, og i dag har vi 47 netbure, hvoraf 45 er i brug. Kangaatsiaq har været ramt af uvejr, så fiskeriet er foreløbig indstillet. Ellers går det strygende med fiskernes indhandlinger, og netburene fyldes op i løbet af ingen tid, siger Susanne Marie Olsen, fabrikschef i Royal Greenlands fabrik i Maniitsoq.
Fiskere fra Kangaatsiaq og bygderne Niaqornaarsuk, Iginniarfik, Ikerasaarsuk og Attu deltager ved netbur-fiskeriet i Kangaatsiaq området med så stor iver, at de end ikke tænker nærmere over, at Royal Greenlands indhandlingssted i Kangaatsiaq holder lukket for tiden på grund af manglende afskibning af frosne varer.
- Det skaber store problemer for os fiskere, når indhandlingsstedet holder lukket på grund af manglende afskibning, men nu har vi alle så travlt med at fiske, at vi end ikke tænker nærmere over det lukkede anlæg, siger Pavia Siegstad.
I starten af fiskeriet måtte fiskerne igennem en tilvænningsperiode og lære at fiske på en ny måde.
- Der er en del fisk ved Kangaatsiaq området, og fiskerne fylder netburene forholdsvis hurtigt. I starten af fiskeriet havde vi lidt udfordringer med at ramme den mængde, vi har sat som maksimumsgrænse for at fylde netburene. Fiskerne skulle blandt andet lære, at netburene kun må fyldes med cirka 20 tons fisk, fordi vi ikke skal gå på kompromis med fiskenes kvalitet. Vi har haft travlt på fabrikken i Maniitsoq, men nu må vi se, hvorvidt det gode fiskeri vil fortsætte, da tilmeldingerne har været meget begrænsede på grund af vejret, og rensdyrsæsonen er skudt i gang, og endelig er fisken begivet sig meget dybt i havet, men er til stede, siger Susanne Marie Olsen.
Susanne Marie Olsen oplyser, at torskene afnakket og renset for indvolde i Kangaatsiaq området har en god størrelse og vejer i gennemsnit omkring 1200 gram mod omkring 900 gram i Manitsoq og Sisimiut området. Der kan eksempelvis blive indhandlet omkring 75-80 tons per tur i Kangaatsiaq området mod blot omkring 30 tons per tur i Sisimiut området og cirka 75 tons pr. tur i Maniitsoq området. Netbur-fiskeriet omkring Sisimiut er nu stoppet på grund af dårligt fiskeri.
- Det er for lidt med en enkelt brøndbåd til at transportere torskene til Maniitsoq. Vi kunne fiske meget mere, hvis der havde været to brøndbåde til at transportere fangsten, siger Pavia Siegstad.
Kilder:
Foto: Pavia Siegstad