Den positive udvikling i Royal Greenland fastholdes
Trods forøgede fiskeriafgifter i Grønland blev resultatet før skat forbedret til 50 millioner kroner i første halvår af 2018. Den positive udvikling skyldes fremgang for alle kerneprodukterne.
Den positive økonomiske udvikling understreger styrken i strategien The North Atlantic Champion.
Omsætningen er ganske vist faldet med 7 % som følge af manglende fornyelse af en tradingordre til en større europæisk detailkunde på grund af lav indtjening.
Men Royal Greenlands kerneprodukter – skalrejer, kogte og pillede rejer, hellefisk og snekrabber - viser alle fremgang. Specielt kogte og pillede rejer og snekrabber viser en stærk resultatudvikling.
- I modsætning til de seneste år, hvor salget af kogte og pillede rejer var kendetegnet ved faldende priser og svækkelsen af det engelske pund, er det i denne periode lykkedes os at forøge salget, hvor salgspriserne viser en opadgående retning, konstaterer administrerende direktør Mikael Thinghuus.
Det skal understreges, at Royal Greenlands resultatudvikling over året er meget sæsonbetonet med langt hovedparten af resultatet i andet halvår.
Forøget gæld og forbedret soliditet
Den rentebærende gæld er forøget som følge af udviklingen i arbejdskapitalen og investeringerne. Den rentebærende gæld udgør 1.653 millioner kroner mod 1.480 millioner kroner for samme periode sidste år. Alligevel er soliditeten forbedret fra 31,8 for samme periode i 2017 til 33,6 for indeværende år.
Den ene af selskabets to nybygninger søsættes i maj måned 2019, og den anden søsættes i november måned 2019. Trawlerne erstatter to eksisterende trawlere, hvor den ene trawler skal være til torske- og hellefiskefiskeri og skal derudover producere fiskemel og fiskeolie. Den anden trawler bygges som en kombinationstrawler til reje- og hellefiskefiskeri.
Forventninger til resten af 2018
Den positive udvikling i Royal Greenlands forretning, som virksomheden har realiseret gennem de seneste syv år, forventes at fortsætte. Forhøjede fiskeriafgifter og valutakursudviklingen forventes dog at medføre et lidt lavere resultat før skat i 2018 end i 2017.