You have an outdated browser

Please update your browser

Update browser
Vis alle nyheder Nyt fra Grønland

Royal Greenlands indtjening påvirket af Covid-19

17.09.2020

Driftsresultatet for første halvår 2020 viser et underskud på 16 mio. DKK imod et driftsoverskud på 87 mio. kroner i 2019. Den lavere indtjening skyldes Covid-19’s påvirkning af markederne samt et presset marked for kogte & pillede rejer.

Som en virksomhed der udelukkende sælger på de internationale markeder, og med over halvdelen af virksomhedens salg til foodservice og til videreforarbejdning i andre fødevarevirksomheder, er Royal Greenlands resultat stærkt påvirket af Covid-19. Målt på det ordinære resultat før salg af trawlere er halvårsresultatet faldet fra 87 mio. DKK sidste år til (16) mio. DKK i år.

Første halvår 2019 indeholdt en fortjeneste på 141 mio. DKK på salg af trawlerne Sisimiut og Qaqqatsiaq, mens indeværende år indeholder et tab på 15 mio. DKK på salget af et pelagisk fartøj. Inklusive disse salg er resultat før skat faldet fra 228 mio. DKK til (31) mio. DKK.

Covid-19 og markederne

Omsætningen er faldet med 9 procent i forhold til sidste år. Hvor salget til foodservice og industrisegmentet var hårdt ramt i årets første fire måneder, har den gradvise åbning af markederne betydet, at salget til foodservice og industri nu nærmer sig sidste års niveau.
Den gradvise åbning af samfundene i de seneste måneder har sammen med sæsonen for snekrabber i Atlantic Canada betydet en markant forbedring af indtjeningen.

Generelt har Covid-19 nødvendiggjort en høj grad af fleksibilitet og tilpasning i den daglige forretning, ikke kun hvad angår hensynet til medarbejdernes sikkerhed og indretning af arbejdspladser, men også i salgsprocesserne. Indsatsen omkring e-handel er accelereret, især i Kina og Japan. Joint Venture aftalen med Beiyang Jiamei Seafood i Kina, som blev indgået ultimo 2019, har allerede vist sit værd.

På toppen af Covid-19 har markedet for kogte & pillede rejer været presset, specielt for de store rejer. Markedet har siden medio 2019 været overforsynet med markante prisfald til følge.

Royal Greenlands nettoresultat i de første seks måneder beløber sig til (39) mio. DKK mod 141 mio. DKK i samme periode sidste år.

Det finansielle beredskab er intakt

Til trods for et lavere salg og uændret fiskeri og produktion er det lykkedes at holde arbejdskapitalen på samme niveau, hvilket er særdeles tilfredsstillende.

Den rentebærende gæld er steget med 276 mio. DKK som følge af bygning af de nye trawlere Avataq og Nataarnaq, hvor sidstnævnte leveres i sommeren 2021, medens Avataq blev leveret i december 2019.
Selskabet har etableret ekstra faciliteter for 750 mio. DKK til at modstå de usikkerheder, som Covid-19 måtte skabe, men har ikke trukket på disse faciliteter. Den disponible likviditet er pt. 1,4 mia. DKK.

Egenkapitalen udgør 1,7 mia. DKK med en soliditet på 31,4 procent.

Selskabets forventede udvikling

Som følge af Covid-19 og udviklingen på markedet for kogte & pillede rejer er det ikke muligt at fortsætte de tidligere års positive udvikling.

Royal Greenland har i respekt for de samfundsmæssige konsekvenser for lokalsamfundene prioriteret at holde fiskeri og produktion intakte, og medarbejderne har ydet en fortræffelig indsats under svære vilkår. Vi håber, at markedsvilkårene tillader os at fastholde denne prioritet.

Det er afgørende, at Asien og specielt det kinesiske marked, som er Royal Greenlands største, normaliseres nogenlunde i andet halvår, hvor det er vigtigt at pointere, at produkterne kommer fra Grønland og dermed et Covid-19 frit område.
Der arbejdes løbende med forskellige scenarier og korrigerende handlinger.

Det finansielle beredskab er intakt. Fokus er at komme styrket ud på den anden side af Covid-19 pandemien.

Hent Royal Greenlands halvårsrapport 2020 her.

Næste nyhed: Endnu et webinar afholdt for Paamiut fabrikken
...