Teknisk chef får tildelt fortjenstmedalje
Teknisk chef i Royal Greenlands fabrik i Qasigiannguit, Søren Jensen får i dag den 12. november tildelt Dronningens fortjenstmedalje i sølv for 50 års tro tjeneste i Royal Greenland. Søren Jensen fejrede 50 års jubilæum som medarbejder i Royal Greenland den 1. august 2019.
Af Inga Egede, ineg@royalgreenland.com- Selvfølgelig er jeg beæret og glad over at få tildelt så fornem en hæder det er, at få tildelt Dronningens fortjenstmedalje for 50 års virke som maskinarbejder og de sidste år som teknisk chef på Royal Greenlands fabrik i Qasigiannguit, siger 66-årige Søren Jensen, og fortsætter:
- Da jeg fik besked på, at jeg vil blive tildelt fortjenstmedaljen kom jeg til at tænke taknemmeligt på mine forældre, der begge arbejdede på det daværende rejefabrik og senere fiskefabrik i Qasigiannguit i mere end 40 år. Jeg tænkte også på min farfar, Frederik Jensen der som daværende Landsrådsmedlem var én af de personer, der arbejde for at etablere fabrikken i Qasigiannguit. Så det er en stor og vigtig dag for mig.
Teknisk udvikling
Søren Jensen startede som 16-årig som arbejdsdreng på det daværende rejefabrik i Qasigiannguit i 1969. I 1976 færdiggjorde han sin uddannelse som maskinarbejder, og har i alle årene, bortset fra et par år i Aasiaat, arbejdet som maskinarbejder på smedeværkstedet- og nu som teknisk chef på fabrikken i Qasigiannguit.
- Da jeg startede på det daværende rejefabrik pillede fabriksmedarbejderne rejer med deres hænder. Derfor var der få tekniske hjælpemidler dengang. Senere var jeg med i opstartsfasen da Royal Greenland byggede en ny rejefabrik i Aasiaat der åbnede i 1989, hvor jeg arbejde i to år. Siden vendte jeg tilbage til Qasigiannguit, hvor der har været en stor teknisk udvikling inden for både reje- og fiskeindustrien i løbet af årene, der har gjort arbejdet meget lettere. Så det har været mange spændende arbejdsår, siger Søren Jensen, der endnu ikke er klar til at gå på pension.
- Jeg har da forberedt mig på, at jeg skal pensioneres en dag, men den dato er ikke fastsat endnu.
Stor dag
Søren Jensen får tildelt Dronningens fortjenstmedalje under en højtidelig sammenkomst i Royal Greenlands fabriks kantine i dag den 12. november 2019. Her er Søren Jensens familie inviteret til kaffemik sammen med arbejdskolleger på fabrikken.
Fabrikschef i Qasigiannguit Hans Grønvold er stolt over at være den, der skal give Søren Jensen Dronningens fortjenstmedalje på.
- I dag er en stor dag i Royal Greenlands fabrik i Qasigiannguit, og jeg er stolt af at være den der giver Søren Jensen Dronningens fortjenstmedalje på, siger fabrikschef i Qasigiannguit, Hans Grønvold, og siger endvidere:
- Søren Jensen har udført et stort og mangeårigt arbejde på fabrikken, så hans kendskab til det tekniske udstyr på fabrikken er imponerende. Jeg er taknemmelig over at vi har en teknisk chef med så stor erfaring og kendskab til det tekniske udstyr på fabrikken. For uden medarbejdere med teknisk kendskab og erfaring, er der jo ingen produktion på en fiskefabrik, siger Hans Grønvold.
Hans Grønvold skal også holde takketalen for Søren Jensen, når han tildeler Dronningens fortjenstmedalje i sølv til Søren Jensen for 50 års tro tjeneste i Royal Greenland.
Billeder fra tildeling af Dronningens fortjenstmedalje til Søren Jensen kan ses under teksten.
Kilder:
Foto: Hans Grønvold